Når det bliver legitimt at fejle
Vi er vokset op i en verden, hvor præstation har været pejlemærket.
At kunne.
At vide.
At være dygtig.
Gerne ét skridt foran.
Og hvis vi fejler, så helst uden at nogen opdager det.
For mange voksne mennesker lever det som en stille grundstemning:
Frygten for at blive afsløret.
Vejet – og fundet for let.
Imposter-følelsen sniger sig ind. Ikke fordi vi mangler kompetence, men fordi vi har lært, at fejl er noget, man retter op på hurtigt og diskret. Noget, man helst ikke viser frem.
Men læring fungerer ikke sådan.
En del af min ambition med Livsmentoruddannelsen er at skabe et læringsrum, hvor vi tør sige højt, at vi er bange – og prøve alligevel.
Et rum, hvor tryghed ikke handler om at vide det rigtige, men om at turde være i det, vi ikke ved endnu.
Et rum, hvor vi må eksperimentere.
Også med risiko for, at noget ikke virker.
Med risiko for at fejle.
For når mennesker bliver tilstrækkeligt trygge i sig selv, sker der noget afgørende:
De tør udfordre sig selv.
De tør bevæge sig ud, hvor de ikke kan bunde.
De tør lade læringen være levende – ikke korrekt.
For mig er det en af de stærkeste oplevelser at være vidne til.
Når det bliver legitimt ikke at lykkes første gang.
Når fejl ikke længere er et tegn på utilstrækkelighed, men på mod.
Livet er fuldt af fejl.
Og det er netop dér, læringen for alvor opstår.
At dygtiggøre sig handler ikke kun om at lære mere.
Det handler også om at aflære præstation.
Deschooling-processen er ofte usynlig udefra, men dybt mærkbar indefra.
Når vi slipper forestillingen om, at vi skal kunne det hele, før vi må prøve.
Det er her, udvikling sker.
Det er her, faglighed får dybde.
Og det er her, magien opstår 🌼
