Når skammen sniger sig ind – og bliver vendepunktet
Hver dag læser jeg om mennesker.
Taler med mennesker.
Møder mennesker.
Mennesker, der skammer sig over deres livssituation.
Og jeg kender den følelse alt for godt selv.
Nogle gange er det næsten sværere at være ærlig med sig selv, end med andre.
For ærlighed kan gøre ondt.
Den gør ondt, når virkeligheden er langt fra det, man håbede på.
Når livet ikke landede, som man havde forestillet sig.
Når det, der engang føltes muligt, pludselig føles fjernt – måske endda håbløst.
Skam findes i alle kroge af livet.
I det helt indre, det vi bærer stille og alene.
I vores nære relationer.
I sygdom. Svigt.
I det, der rammer vores børn.
I de veje, vi ikke tog.
I det, der aldrig blev til noget.
I livsomstændigheder, der brast – og knækkede noget i os.
Nederlag.
Fiasko.
Sorg.
Ingen går gennem livet på en dans af roser.
Og alligevel kan det føles, som om alle andre gør.
Som om vi er de eneste, der ikke helt lykkedes.
De eneste, der kæmper.
De eneste, der bærer på noget, vi helst ikke vil vise frem.
Men her er det, jeg virkelig tror på – og som jeg igen og igen ser bekræftet i mit arbejde med mennesker:
De ar, vi får, kan blive det, der styrker os.
Ikke fordi de var ønskelige.
Men fordi de – set med kærlige øjne – rummer dyb menneskelig visdom.
For nogle af os bliver vores livserfaringer ikke bare noget, vi overlever.
De bliver vores drivkraft.
Det er ofte dér, vi finder retning.
Autenticitet.
Tyngde.
Det er dérfra, vi begynder at inspirere, transformere og guide andre mennesker – ikke fra perfektion, men fra levet liv 🔥
Og måske er det ikke et svaghedstegn, at du har været igennem noget.
Måske er det netop det, der gør dig i stand til at stå stærkt i mødet med andre.
